Positionskortet













Når der opstår en konflikt, der skal løses, kan man benytte positionskortet.
Det er et samtaleværktøj, der styrer uden om skyldsspørgsmålet, men forsøger at opklare handlingsforløbet og de værdier, der ligger bag ved handlingerne. Ydermere kan det gøres klart for de involverede parter, hvilke håb og drømme de har for fremtiden. Positionskortet kan også anvendes, hvis en enkelt person har nogle udfordringer - eksempelvis en elev, der har følt sig ensom i en konkret situation.
Positionskortet bevæger sig inden for følgende fire kategorier:
  • Handling
  • Respons
  • Holdning
  • Værdier

Samtalen “styres” af dig som lærer. Du stiller en række spørgsmål ud fra hver af de fire kategorier, der kan lyde således:
  • Handling: Beskriv problemet. Hvad skete der? Kan du give problemet et navn?
  • Respons: Hvad reagerede du på, som den anden gjorde/sagde? Hvad er effekten?
  • Holdning: Hvad synes du om problemet, og hvad synes du om, at problemet eksisterer?
  • Værdier: Hvad er vigtigt for dig (i fremtiden)? Og hvorfor?
Ved at spørge ind til punktet “Handling”, folder historien om problemet sig ud, og man får overblik over, hvilke handlinger, der udløste konflikten. Her kan det være en hjælp for eleven, at tegne en tidslinje over det, der skete i kronologisk rækkefølge.
Ved at navngive problemet under punktet “Handling”, eksternaliseres problemet.
Punktet “værdier” er især vigtigt, fordi der her fokuseres på fremtiden og de håb og drømme personen har om denne. Når det står klart, hvad man gerne vil og hvad man ikke vil, er det nemmere at reflektere over alternative handlinger og adfærd i fremtiden. (Kilde: Fra Terapi til Pædagogik)








Ingen kommentarer:

Send en kommentar